Svensk er som regel garanti for “krimikvalitet”. Det er også tilfældet for Stig Larsson´s “Mænd der hader kvinder”. Ja, jeg ved det. Jeg er ikke den første der læser og kommenterer bogen. Men den fortjener dog alligevel et par ord med på vejen.
Michael Blomkvist er journalist på tidsskriftet Millenium, bliver tilbudt at skrive en slægtshistorie og efterforske en ung piges forsvinden i den kendte erhvevsfamilie Vanger. Med sin journalistiske fremgangsmåde, grundighed og opfindsomhed finder Michael helt nye spor i en sag der forlængst er blevet lukket af alle undtagen Michael og hans opdragsgiver, den aldrende Henrik Vanger, der ønsker klarhed over slægtens skeletter i skabene. Men fundene er ikke populære i den øvrige del af familien Vanger. Modstanden vokser som Michael nærmer sig gennembrud i sagen. I bestræbelserne på at løse familiegåderne hjælpes Michael af Lisbet Salander. En pige med en eksistens, der om ikke er skæv, så svær at beskrive. Krimier er bedst tjent med at blive læst i bogform og ikke på en blog, så ikke mere om indholdet her.
Krimien er vanvittig spændende. Krimien er kendetegnet ved et meget interessant og velbeskrevet persongalleri. Et makkerparet Michael Blomkvist og Lisbeth Salander er der skabet en ny og kompleks krimiduo. Michael som den kvindeforførende journalist og Lisbeth som en autistisk superhacker. Krimiduoen er kombineret med en famile Vanger bestående af landsbytosser, forbrydere og millionærer. Godt tænkt. Godt sammensat.
Endnu en ros til bogen er at Stig Larson tør lade flere uafhængige historier krydse hinanden, uden at tvinge en rød tråd igennem. Historierne overlapper naturligvis i en vis grad, men der er på ingen måde ikke tale om en urealistik rød tråd som i visse britiske lørdagskrimier.
Essentielt i krimier er de åbenlyse hints om forbrydelsen og gerningsmand som læseren, hvis relevans læseren løbende må vurdere og revurdere. Hints i Mænd der hader kvinder er af en meget varierende karakter. Nogle åbenlyse, men forkerte. Andre skjulte, men tydlige i “bagklogskabens altafklarende lys”. Læserens bliver helt naturlig en del af det opklarende team – der gættes med. Og der gættes forkert. Godt skrevet.
Med sit persongalleri og historie hører krimien til blandt de allerbedste i min krimierindring. Karakter: ****
